Erasmus Montanus (utdrag)

Ludvig Holberg (1684–1754)

Første utdrag

Montanus.

Nu skal I faa det at høre. En Steen kand ikke flyve.

Nille.

Ney det er vist nok, undtagen man kaster den.

Montanus.

I kand ikke flyve.

Nille.

Det er og sandt.

Montanus.

Ergo, er Morlille en Steen.

Nille græder.

Montanus.

Hvorfor græder Morlille?

Nille.

Ach jeg er saa bange, at jeg blir til Steen, mine Been begynder alt at blive kolde.

Montanus.

Gif jer tilfreds Morlille, jeg skal strax giøre jer til Menniske igien. En Steen kand ikke tænke eller tale.

Nille.

Det er sandt. Jeg veed ikke om hun kand tænke, men tale kand hun ikke.

Montanus.

Morlille kand tale.

Nille.

Ja Gud skee Lof, som en stakkels Bonde-Kone kand jeg tale.

Montanus.

Got, Ergo er Morlille ingen Steen.

Nille.

Ach det giorde got, nu kommer jeg mig igien. Der vil min Tro sterke Hoveder til at studere. Jeg veed ikke hvor deres Hierne kand holde det ud. Jacob, du skal herefter gaae din Broer til Haande, du har ikke andet at bestille, fornemmer dine Forældre, at du giør ham nogen Fortræd, da skal du faa saa mange Hug, som dit Lif kand taale.

Montanus.

Morlille, jeg vilde gierne venne ham af med den Vane at sige du til mig, det er dog ikke anstændigt for en Bonde-Dreng at dutte en lærd Mand, jeg vilde gierne, at han kaldte mig Monsieur.

[…]

Andre utdrag

Jesper.

Hør min kiære Monsieur Montanus Berg! jeg har hørt at lærde Folk skal have saa underlige Meeninger. Er det sandt, at man holder for i Kiøbenhavn, at Jorden er rund? her paa Bierget vil ingen troe det; thi hvor kand det være, efterdi Jorden synes jo gandske flack?

Montanus.

Det kommer deraf, at Jorden er saa stor, at man ikke kand merke dens Rundhed.

Jesper.

Ja det er sandt, Jorden er stor, det er fast den halve Deel af Verden. Men hør Monsieur! hvor mange Stierner vilde der vel til at giøre en Maane?

Montanus.

En Maane! Maanen er mod en Stierne ligesom Pebling Søen mod heele Siælland.

Jesper.

Ha ha ha ha, de lærde Folk ere aldrig rigtige i Hovedet. Jeg har min Troe hørt dem, der siger, at Jorden løber, og Solen staar stille. Monsieur troer vel ikke det ogsaa?

Montanus.

Ingen fornuftig Mand tviler meer derom.

Jesper.

Ha ha ha, skulle Jorden løbe, maatte vi jo falde iblant og slaae Halsen i stykker.

Montanus.

Kand ikke et Skib løbe med jer uden at I slaar Halsen i tu?

Jesper.

Men I siger jo at Jorden løber omkring, skulle nu Skibet vende sig om, falt da Folkene ikke udi Søen?

Montanus.

Ney, jeg skal forklare jer det tydeligere, hvis I vil have Taalmodighed.

Jesper.

Jeg vil min Troe intet høre derom! jeg maatte jo være gall, om jeg troede saadant, Jorden skulle velte sig om, og vi skulle ikke falde hovedkulds Fanden i vold ned i Afgrunden, ha ha ha; men min kiære Monsieur Berg, hvoraf kommer det, at Maanen er undertiden saa liden, undertiden saa stor?

Montanus.

Om jeg nu siger jer det, vil I dog ikke troe det.

Jesper.

Ach vær saa god og siig meg det.

Montanus.

Det kommer deraf, at naar Maanen er voxen til, klipper man Stykker af den for at giøre Stierner af.

Jeppe.

Det er min Troe curiøskt, jeg vidste det min Troe ikke tilforn. Dersom man klippede ikke Stykker af den, vilde den voxe alt for stor, og blive saa bred som heele Siælland. Naturen regiærer dog alting meget viseligen; men hvoraf kommer det at Maanen varmer ikke saa vel som Solen, da den dog er ligesaa stor?

Montanus.

Det kommer deraf, at Maanen er intet Lys, men af samme mørke Materie som Jorden, der laaner sit Lys og Skin af Solen.

Jesper.

Ha ha ha ha ha ha; lad os tale om noget andet, det er noget forstyrret Tøy, man kand blive Catolsk i Hovedet deraf.

 

Fra Erasmus Montanus, 1722.

 

Cappelen Damm

Sist oppdatert: 05.02.2013

© Cappelen Damm AS